18.AZK – Andreas Thiel – Lov og retfærdighed – Lov og moral

10.02.2023 | www.kla.tv/25049

18.AZK – Andreas Thiel – Lov og retfærdighed – Lov og moral Okay – så det, du nu har hørt fra mig, dette åbnede emne, bliver nu udforsket Og denne mand blev anbefalet til AZK af netop den schweiziske dommer, som jeg talte om i min tale. Og han vil tale veltalende til os om lov og retfærdighed – lov og moral. Jeg siger: Vær med til at byde den schweiziske stjernesatiriker og statsfilosof Andreas Thiel velkommen. Andreas Thiel er sværdfægteren blandt de schweiziske intellektuelle. Som en af de få liberale kunstnere bevæger han sig angt uden for den statsstøttede kunstscene. Han sætter lighedstegn mellem administration og uansvarlighed, politisk korrekthed med humørløshed og wokeness med mental forsømmelse. Han blev kendt for sine politiske satirer, som han opførte på scener fra 1997 til 2017, og som han blev overøst med kunstpriser for. Siden 2019 har han etableret sig med sine sprogfilosofiske overvejelser - bl.a. hans seneste format YOYOGAGA på www.kontrafunk.radio - en ny tankeskole. I 2023 udkommer piloten til hans statsfilosofiske filmserie LES SANSPAPIERS (www.lessanspapiers.ch), som han er ved at udvikle og producere sammen med Basel-juridisk filosof Prof. Dr. jur. David Dürr. Andreas Thiel fik sin teateruddannelse hos Desmond Jones i London og stemmetræning og taletræning hos Anneliese Fackler i Zürich, Poetik og etymologi hos Christof Stählin i Friedberg. Andreas Thiel blev født i Bern den 02.02.1971 som den anden søn af en jordemoder og en ingeniør. Efter at have tilbragt flere år i Island og Indien har han boet i Schweiz siden 2015. med sin kone og to døtre i det centrale Schweiz. Andreas Thiel taler i dag om lov og retfærdighed Lov og moral. Mange tak, Ivo! Jeg hilser jer alle derude i hele verden, kære venner, på alle kontinenter! Jeg er overvældet over størrelsen af dette stadion her, Jeg føler mig som en gletsjerloppe på Sydpolen. Jeg vil gerne dele et par sprogfilosofiske tanker med Dem, nemlig at jeg gerne vil reflektere over forholdet mellem lov og retfærdighed. Vi byttet, blandet ofte lov og retfærdighed, og de har faktisk intet med hinanden at gøre. Så: Vi ser på forholdet mellem lov og retfærdighed. Hvis jeg stjæler denne flipchart fra Ivo her, kan han anmelde mig. Og hvis han ikke kan bevise tyveriet, må dommeren frifise mig, fordi: I en retsstat er en gæld kun en gæld, hvis den er bevist. Loven er baseret på love, og love er NORMER. En norm er en målestok, en måleenhed, hvilket betyder, at en lov skal være noget målbart. Vi taler også om "juridiske normer". Og derfor er en gæld kun en gæld, hvis den kan bevises. Hvis tyveriet ikke kan bevises, kan jeg beholde flipchart. Og det er ikke retfærdighed, men det er lov, fordi Retfærdighed kommer ikke fra loven, men retfærdighed har noget at gøre med moral. Hvis jeg var et moralsk menneske, ville jeg slet ikke stjæle flipchart, og det ville være retfærdigt. Men hvis jeg stjæler den, kan Ivo enten handle moralsk og tænke, at den stakkels kunstner har brug for en flipover, så lad ham tage den. Det ville ikke være i overensstemmelse med loven, men det ville være bare fordi: Det er moralsk. Men hvis Ivo beder om at få sin flipover tilbage, vil dommeren stadig frifise mig, hvis Ivo ikke kan bevise tyveriet. Og hvis nu Ivo skulle få den tanke, at han tænker, ja, hvis jeg ikke får retfærdighed fra loven, af loven, så får jeg selv min flipchart tilbage. Nu kommer Ivo, bryder ind i mit hus og får flipchart tilbage. Men jeg har et overvågningskamera! Nu kan jeg sagsøge Ivo og hævde, at han har stjålet flipchart fra mig. Og fordi jeg kan bevise, at han har stjålet flipchart, skal Ivo give mig den tilbage. og blive straffet af dommeren. Og igen, det er ikke fair, men det er rigtigt. Vi kan altså se, at retfærdighed tydeligvis ikke har noget som helst at gøre med lov. Og det har at gøre med, at vi har to forskellige kategorier, Ligesom loven kommer fra lovene, og lovene er normer, kommer retfærdigheden fra moralen. Og moral kan ikke standardiseres. Moral består af værdier. Vi har her at gøre med to forskellige kategorier af ord, nemlig normer og værdier. Ligesom standarder skal være målbare, skal en dommer have noget målbart, at kunne bedømme, værdier er ikke målbare. Værdier som tilgivelse, barmhjertighed, tålmodighed, langmodighed og gavmildhed kan ikke måles, fordi de ikke er målbare: Værdier er umålelige. Og det, der er umåleligt, er også umådeholdenhed. Det er forskellen. Retfærdighed er noget umådeligt. Moralske handlinger er umålelige. Værdier er umålelige. Den kan ikke måles. Men loven skal være målbar. Det er noget helt andet. Og skulle vi falde for fristelsen til at lægge retfærdighed i loven, så gør vi dette i loven, så er det det, vi gør: Vi tager moralske begreber og sætter dem ind i loven. Og det gør vi hele tiden. Vores love er fulde af udtryk, der ikke hører hjemme derinde. Fordi vi altid forsøger at indarbejde moral i loven. Den mest berømte sætning i den tyske grundlov lyder: "Den menneskelige værdighed er ukrænkelig. Alle er så stolte af denne sætning. Den menneskelige værdighed er ukrænkelig. Det er en smuk sætning, en vidunderlig sætning, men den hører ikke hjemme i en lov. Fordi ordet "værdighed" ikke er en norm, det er en værdi. Værdighed kan ikke måles. Det er ikke normativt. Ordet "værdighed" er endda ordmæssigt beslægtet med ordet "værdi". Hvad sker der så, når vi sætter ordet "værdighed" ind i en lov? Vi har en følelse af, at vi indfører noget moralsk, en værdi, retfærdighed i loven. Men det, vi faktisk gør, er at indføje umådeholdenhed i loven. Og så sker der noget nyt. Vi har en lov eller en lovartikel, der er uhøjtidelig. Og det fører til vilkårlighed. Så med den hensigt at forankre retfærdighed i loven skaber vi vilkårlighed. Fordi: Hvis jeg nu stjæler denne flipchart, kan jeg påberåbe mig menneskeværdighed. Fordi det er umådeholdent, kan jeg få dommeren til at frifise mig for anklagen om tyveri med en god begrundelse, at frifinde mig for anklagen om tyveri. Hvis jeg argumenterer godt: Jeg er kunstner, Ivo Sasek er en rig mand, han har ti flipcharts. Hvad skal han bruge denne flipchart til?" Dommeren kan i denne stakkels kunstners værdighed frikendes i navn af denne stakkels kunstner her. "Ivo skal ikke lade som om, han er her på grund af en flipover." Men han kan også gøre det modsatte. Han kan sige: "Ivo er sådan et godt menneske, et generøst menneske. Og når du stjæler fra ham, handler det ikke om, hvad du stjæler, Det handler om at stjæle fra et så godt og varmhjertet menneske." Og der, i menneskets værdighedens navn, Ivo's værdighed, kan dommeren dømme mig til døden. Og det er problemet med vores love, at vi med tiden har pakket flere og flere værdier ind i dem, moralske begreber, og det åbner døren for vilkårlighed. Vi har ikke længere noget målbart, vi kan blive dømt for hvad som helst, enhver kan blive frikendt. Lad os lave et lille tankeeksperiment: Lad os gå tilbage til den tid, hvor der blev handlet åbent med slaver over hele verden. Og det var også reguleret, der var love om slavehandel. Og lad os forestille os, at der i en sådan lov står forrest, som en præambel: Slavens værdighed er ukrænkelig. Nu kan du se, at det ikke betyder noget. Så snart vi sætter en værdi ind i en lov, forsøger at standardisere den, forsvinder den i den blå luft. Slavens værdighed er ukrænkelig, det betyder intet. Det ser helt anderledes ud, hvis vi erstatter denne værdi med et normativt begreb. F.eks. frihed. Frihed er målbar. Hvis vi skriver som en præambel i loven om slaveri: Slavens frihed er ukrænkelig - så har vi afskaffet slaveriet med én sætning. Vi skal derfor skelne klart mellem normer og værdier. Normer er gode for loven, men det er værdier ikke. Værdier er gode for moralen. Og det er en anden kategori. Vi er nødt til at trække en streng grænse her. For hvis vi overskrider denne grænse, vil det føre til vilkårlighed. Jeg vil give dig et andet eksempel. Lad os tage det Nye Testamente. Det Nye Testamente indeholder en stor moralsk lære. Og grundlæggende kan Det Nye Testamente reduceres til til begreberne næstekærlighed og tilgivelse. Og disse to værdier, næstekærlighed og tilgivelse, er meget, meget vigtige for en fredelig sameksistens. Vi står alle konstant på hinandens fødder, ufrivilligt eller i øjeblikkets hede, eller måske endda med vilje. Og hvis vi ikke havde evnen til at tilgive hinanden hele tiden, ville det bare blive ved med at løbe op. Hvis jeg ser Ivo igen om ti år, og han tænker for sig selv: "Vent lige lidt, det er ham, der stjal min flipchart!" Men hvis han tilgiver mig: "Det er lige meget, ja, det med flipchart-tingen er længe siden. - Kom nu, det er lang tid siden, glem det." Det er ikke rigtigt, men det er moral. Kun offeret kan tilgive. Gerningsmanden har givet den ud af sine hænder. Gerningsmanden kan ikke fortryde en gerning. Men et offer kan opløse den i tynd luft gennem tilgivelse. Tænk, hvis vi hele tiden skulle sætte det op mod hinanden, hvad den ene har gjort den anden. Nogle mennesker er født ind i klaner, der er i konflikt med andre klaner. Du vokser op med en strid, som du ikke selv har noget at gøre med. Tænk, hvis Ivo var vred på mig, bare fordi min tipoldefar stjal en flipchart fra sin tipoldefars tipoldefar. Der er mange kulturer, der lever i en sådan strid. med hinanden, striden mellem shiitter og sunnier, det går tilbage til den første generation efter Mohamed. Og for de fleste af dem gør det ingen forskel i dag, men der er stadig nogle af dem, som stadig er uenige med hinanden, en tvist, som de selv ikke har noget at gøre med, en tvist, der er flere hundrede år gammel. Jeg er født i Bern, hovedstaden i Schweiz. Og når jeg ser en franskmand, tænker jeg måske: Vent, det er en franskmand! Napoleon var i Bern. Napoleon var i Bern. Bern var meget, meget rig på det tidspunkt. Og Napoleon havde brug for penge til sine felttog. Han plyndrede Bern og lod alt guldet løbe af sted med sig. Forestil dig, at jeg tænkte: "Aha, en franskmand? Indtil franskmændene har betalt guldet tilbage, taler jeg ikke med franskmænd!" Hvis Schweiz skulle kræve guldet tilbage – det var så meget guld, med renters rente, Frankrig ville være bankerot i dag... Äh, Frankrig er allerede gået konkurs... Frankrig ville være endnu mere bankerot. Så uden denne evne til at tilgive - det er noget betingelsesløst - er det: "svømmede over det." Uden tilgivelse – vi kan tælle generationer tilbage – kommer vi ingen vegne. Det stopper ikke med at flytte grænser, give ejendom tilbage, du er nødt til at flytte ud af dit hus igen, fordi: Her kommer nogen, en familie, denne familie blev fjernet fra dette hus for tre generationer siden. Vi kommer ingen vegne, fordi: Hele menneskehedens historie er intet andet at folk har stjålet fra hinanden og myrdet hinanden. Vi kan ikke komme nogen vegne. Vi kan kun leve fredeligt sammen, hvis vi kan tilgive. Og fordi det er så vigtigt for et samfund, kunne vi finde på at finde på denne idé: Lad os sætte det ind i loven. Samfundet ville være mere fredeligt hvis vi gør denne tilgivelse til en juridisk norm. Og det er netop det, vi gør: Vi overskrider den grænse, vi tror, at vi skabe retfærdighed, men vi indfører umådeholdenhed i loven. Fordi: Hvis Ivo nu slæber mig for dommeren, fordi jeg har stjålet hans flipchart - Ivo er også blevet klogere nu, han har lært! Han har nu også et overvågningskamera, hvilket betyder, at han kan bevise tyveriet. Og nu siger dommeren: "Ja, vi har en ny lov her, der, fra Det Nye Testamente, og der står: 'Hvis nogen slår dig på kinden, så vend også den anden kind til'." Og så bliver Ivo dømt til at give mig endnu en flipchart. Forstår du mekanismen: Moral er uundværlig for vores sameksistens, men så snart vi forsøger at sætte moral ind i en lov, skaber vi det modsatte. Vi skaber stor uretfærdighed. Hvis Ivo melder sig frivilligt: "Ah, du skal stjæle en flipchart, så tag også kuglepenne og papiret." Så er det kristent, det er kristne værdier. Men hvis han er tvunget til at gøre det ved lov, så er det kun uretfærdigt. Og det er det samme med enhver moral. Lad os se på fjernøstlige filosofier. Kernen i al fjernøstlig filosofi er "wheel of Samsara", det evige hjul, hvor man dør og bliver genfødt, dør og bliver genfødt. Og ud fra det kan man udlede en hel del moral - god moralfilosofi. For eksempel: Jeg er vegetar. Jeg er kun vegetar, fordi jeg simpelthen kan lide dyr. Jeg har ikke noget imod folk, der spiser kød, men jeg kan så godt lide dyr, at jeg ikke bryder mig om at dræbe dem, fordi jeg kan brødføde mig selv uden at dræbe dyr. Jeg vil endda hellere sulte end at dræbe et dyr. Jeg kommer tilbage, det er ikke noget problem for mig. Men når jeg nu ser: "Ah, Ivo spiser kød!" og ser ned på ham, og så tænker jeg: "Tja, han er bare ikke så udviklet endnu, åndeligt set." Så bagatelliserer jeg mig selv, fordi alt, hvad vi gør her, vores opgaver, også vores skæbne, der betinger sig selv eller har sin årsag – ifølge denne filosofi om at dø og at blive født på ny – i vores sidste liv. Og jeg ved ikke, hvad Ivo gjorde i det sidste liv – jeg ved heller ikke, hvad jeg selv gjorde i det sidste liv – men alt, hvad der sker med os, god og dårlig skæbne, har vi forårsaget i det sidste liv. Og det, vi gør nu, er årsagen til vores skæbne i det næste liv. Det vil sige, at jeg ikke engang ved, om Ivo har helt andre og vanskeligere opgaver at løse i dette liv, end blot ikke at spise kød. Og mit liv er gjort let, jeg har en lille opgave: "Bare lad være med at spise kød!" Og hvis jeg ser ned på Ivo nu, så nedvurderer jeg mig selv. Jeg gør noget umoralsk. Så hvis du er dårlig i dette liv, er det slet ikke nogen grund til at opføre dig dårligt selv, denne filosofi om at dø og blive genfødt, som fører til at dømme alle individuelt og sige: "Nå, jeg ved ikke, måske er - var - Ivo et meget dårligt menneske i sit sidste liv, og i dag er han et godt menneske. Han spiser stadig kød, men han har gjort store fremskridt." Og jeg var tæt på at blive oplyst i mit sidste liv, og nu ser jeg ned på kødspisere. Så synker jeg igen. På den anden side er en moralfilosofi, der gør os at vi ser på alle mennesker og siger: "Jeg ved ikke, hvad der får ham til at være sådan, som han er, og..." Vi kunne også være fristet til at gøre det til en lov: Man skal ikke kun tage hensyn til barndommen, men også til det sidste liv. Og nu stjæler jeg flipcharten fra Ivo, han går til dommeren, og dommeren siger til Ivo: "Du var tydeligvis en tyv i dit sidste liv, ellers kunne du ikke have stjålet flipcharten fra dig i første omgang." Og med mig er det sværere, fordi: Med mig ved du det ikke, hvis jeg i mit sidste liv var en - lad os sige - munk, og i dette liv stjæler jeg, så er det en meget dårlig handling. Men hvis jeg var morder i mit sidste liv og kun tyv i dette liv, så skal jeg roses for denne forbedring! Jeg forklarer det blot, så du kan forstå det: Dette grundlæggende onde, når vi forsøger at sætte moral ind i love, skaber vi vilkårlighed og dermed uretfærdighed. Sådan er det med alting. Lad os tage dette grundlæggende princip i Zen. Jeg vil sige den vigtigste sætning i Zen: "Bliv i nuet, bliv i nuet." Grunden til dette er, at når vores tanker driver ind i fremtiden, så kan der opstå frygt. Hvis vi bevæger os ind i fremtiden, kan vi pludselig blive bange: Ja, hvad vil der ske, hvis vi bliver syge, eller hvis der sker en miljøkatastrofe, hvad kan der ske, hvis klimaet kollapser? Det er kun, når vi i vores tanker bevæger os ind i fremtiden, at der opstår frygt. Det er derfor, at vi altid skal forblive i øjeblikket i vores tanker. Det betyder ikke, at vi ikke skal bruge vores evne til at tænke ind i fremtiden. Det er meningen, at vi skal bruge dem til at kunne planlægge. Men så snart vi bliver bange, mens vi planlægger, betyder det: Nu afviger vi fra vores tanker, vi vender tilbage til nuet. Og det gælder ikke kun for den fjerne fremtid, men også for den nære fremtid. Når jeg går over gaden, og jeg er altid bange, tænker jeg: Jeg kunne blive kørt over! Og selv når jeg står på et zebraovergang, og der kommer en lastbil, og den vil køre mig over. Så kan jeg være bange et sekund før og tænke: "Åh, Gud!" eller jeg kan bare blive i nuet og tænke "Ah". Det ændrer ikke ved det faktum, at jeg bliver kørt over. Så frygt kan kun opstå, når vi farer vild i fremtiden i vores tanker. Og det er derfor, man skal blive i nuet. Og det samme er tilfældet med fortiden. Når vi i vores tanker går tilbage til fortiden, så opstår der dårlige følelser som misundelse eller vrede. Hvis Ivo ser mig om 10 år og siger: "Ah, det er ham med flipcharten." Så har han bevæget sig ind i fortiden, og der opstår vrede. Eller når jeg ser Ivo her, og jeg har ikke set ham i lang tid, og jeg tænker: Ah, fantastisk, fantastisk, ah, hvilket fantastisk studio, han har, han var den dummeste i skolen. Hvordan havde han råd til dette studio?" Det er kun, når vi i vores tanker går tilbage til fortiden, at vi kan foretage sammenligninger. Andre, som måske var heldigere end os, øh, som gjorde karriere forbi os, selvom de er fuldstændig utalenterede eller sådan noget. Kun når vi afviger, kan negative tanker som vrede eller misundelse, jalousi opstå. Og det betyder ikke, at vi ikke skal bruge evnen se til fortiden for at lære af den. Men så snart der opstår vrede: "Aha, en franskmand? De har stadig vores guld!" Når vrede opstår, må vi vende tilbage til øjeblikket, vi er her, glemmer vi fortiden. Og fordi dette grundlæggende princip i Zen fører os til hverken at have frygt eller negative følelser over for andre, kan vi til gengæld blive fristet til at sige: Okay, hvis vi ønsker et fredeligt samfund, så lad os forankre det i loven: Alle skal forblive i nuet. Alle skal blive i nuet." Og så forventer vi af det, at vi er et mere retfærdigt samfund. Men det, der sker, er præcis det modsatte igen: Jeg stjæler flipoveren, Ivo går hen til dommeren og siger: "Her stjal kunstneren min flipover." Og dommeren siger til Ivo: ”Ja, vi har en ny lov her, Zen manual. Ivo, dvæl ikke ved fortiden, det vil kun gøre dig vred.” Og så siger han: "Ja, men hvis han har stjålet flipchart fra mig så kan han komme tilbage og stjæle mere!" Dommeren siger: "Lad være med at gå ud i fremtiden, det vil kun skræmme dig." Det er altid den samme fælde: når vi fristes til at lovgive om moral, skaber vi vilkårlighed, åbner vi døren for vilkårlighed. Men det er, fordi vi nu kun har mødt moral. Vi nedskærede disse læresætninger lidt ned til kernen og indså: Det hele er kun moral, kun værdier formidles. Hvor er normerne? – Fordi: Vi leder efter nogle få normer. Hvilke normer er de gode normer? Selvfølgelig er der normer - lad os tage noget helt banalt: Socialisme eller kommunisme, det er normativt. Det Kommunistiske Manifest kan f.eks. reduceres til sætningen: "Den private ejendom er afskaffet". Og det er definitionen af Karl Marx. Karl Marx sagde: Det Kommunistiske Manifest kan reduceres til sætningen: "Den private ejendomsret afskaffes." Og det er normativt, det er målbart. Forskellen mellem socialisme og kommunisme er ifølge Karl Marx: Under socialismen er penge stadig i omløb, under kommunismen er de det ikke længere. Det er den eneste forskel. Åh, jamen, det er trods alt en norm, vidunderligt - lad os forankre det lige dér i loven har vi en norm der.”, hvad sker der nu? - Jeg stjæler flipovertavlen, Ivo går hen til dommeren og siger: "Thiel stjal min flipchart." Og dommeren siger: "Aha, så du var altså i besiddelse af et flipover." Og så bliver Ivo dømt, fordi han havde privat ejendom. Og dommeren siger til mig: Mhm, du tror måske, at du har stjålet fra Ivo. Men der findes ingen privat ejendom, alt tilhører alle! Det betyder, at du har stjålet fra alle. Og det er en kapitalforbrydelse.” Derfor i socialistiske eller kommunistiske systemer også underlagt drakoniske straffe for små forseelser, fordi ifølge denne norm, at der ikke findes nogen privat ejendom, er praktisk talt enhver forbrydelse en forbrydelse mod hele samfundet, mod alting, mod systemet som sådan. Så nu har vi igen et problem: Vi har en norm, noget normativt, men det er stadig ikke egnet, det er stadig ikke en god lov. Vi har to problemer. For det første, hvor finder vi normer? Og hvis vi finder normer: Hvor finder vi rimelige normer? Vi kan også tage - jeg ved ikke - demokrati. Demokrati er normativt, som vi forstår det. Ved "demokrati" forstår vi "flertalsafgørelse": Flertallet træffer afgørelse. Det er normativt, det er målbart. Men det er en proceduremæssig norm. Det vil sige, hvis vi siger: "Okay, vores lov er enkel: Flertallet bestemmer!" Derefter går Ivo til dommeren, og dommeren skal spørge alle først: "Hvem mener, at tyveri bør forbydes?" Hvis der opnås et flertal, der siger: "Ja, ja, tyveri skal være forbudt," må dommeren så spørge alle igen: "Hvem mener, at Thiel har stjålet flipchart fra Ivo?" Vi ved altså ja, Jury domstol, og vi siger: "Ja, jeg ville sætte det på ham, dette visage... Ja, det tror jeg nok." Og så kan du også stemme om dommen: "Hvem er af den opfattelse, at der skal idømmes dødsstraf for dette?" Fordi: normen er ikke en juridisk norm, men en proceduremæssig norm. Flertalsafgørelsen fortæller os kun noget eller giver os en protokol, hvordan man kan nå frem til en fredelig beslutning, uden at slå hinanden i hovedet Det er bare vejen til beslutningen. Men kvaliteten af afgørelsen, normen siger intet om det. Og det er det, vi ser her, alle os, der lever i demokratier eller såkaldte demokratier. Vi ved, at man kan indføre det største vrøvl ved flertalsafstemning. Vi kan lave en hvilken som helst lortelov ved en normativ flertalsafstemning. Vi kan indføre socialisme, nationalsocialisme ved flertalsafstemning, vi kan indføre dødsstraf, vi kan genindføre slaveri ved flertalsafstemning. Demokrati siger kun: Vi har en procedure, en vej, hvordan vi kommer til en beslutning, en beslutningstagning, og som siger: "Alle rækker hånden op - flertallet vinder." Men demokratiet siger slet ikke noget om kvaliteten af beslutningen. Måske skulle vi prøve det uden normer. I anarki har vi f.eks. ingen generelt bindende regler. Lad os se, hvad der sker der, i anarki. Ingen generelt bindende regler. Det forhindrer os ikke i at lave vores egne regler i uformelle grupper; men lad os antage, at jeg ikke accepterer reglerne i Ivos gruppe, så stjæler jeg flipovertavlen fra ham. Nu har han ingen dommer. Hvad gør han? Han tager sin bror med sig, kommer hen til mig, slår mig og tager flipovertavlen væk igen. Eller Ivo kommer med sin bror - han ved ikke, at jeg har to brødre - vi tæsker Ivo og hans bror, og de går uden flipchart. Og måske kommer der en tredje person og siger: "Øh, jeg vil gerne mægle her..." Og så slår Ivo og jeg den tredje person sammen og siger til ham: "Bland dig udenom!" Men det kan også være, at Ivo har en moral og bare siger: "Nå, men tag flipchart. Jeg har en til." Med andre ord, i anarki er moralen altid gyldig, den er uden for loven og er individuel - siges det: Vi har jo ingen ret, men vi vil gerne have noget i hænderne. Hvor, hvor kommer denne ret fra? Hvor kommer de rimelige normer fra? Der findes kun tre i al litteraturen. I al den litteratur, jeg kender til, er der kun tre rimelige retsnormer, og de står i den gamle bog, som gælder for jøder, muslimer og kristne. Dette er de ti bud i Det Gamle Testamente, anden bog af Moses, Anden Mosebog. Men fordi vi er nødt til at skelne mellem normer og værdier, vi skal gøre det samme med de ti bud, fordi: Blandt de ti bud er der kun tre normer. Der er kun tre normative bud, resten er moral. Det er meget vigtigt, fordi: Retfærdighed kommer fra moral, men lad os se på det normative. De normative bud er simpelthen "Du må ikke myrde". Jeg ved, at der i nogle oversættelser står: "Du må ikke slå ihjel", men der er forskel på mord og drab. Hvis jeg kører Ivo's kat over, mens jeg bakker ind på en parkeringsplads, er det ikke mord, det er trist. Selv hvis jeg kører Ivos svigermor over, er det ikke mord. Hvis Ivo selv kører sin egen svigermor over, er det måske mord, det ved jeg ikke. Så hvis du dræber nogen forsætligt eller groft uagtsomt, er det mord, og det må du ikke gøre. Mord er også normativt. Der er andre bud som "Du skal ære din far og din mor", det er ikke normativt, det er en moral. Eller "Du må ikke begære dette eller hint". Det er en moral, det er ikke en lov, det er ikke normativt. Jeg kan ikke gå herfra uden en flipchart, og så går Ivo hen til dommeren og fortæller ham det: "Han er væk, men jeg tror, han kunne lide min flipover." Det er ikke normativt. Men hvis jeg er død, kan du måle, at han er død – det er normativt. Så er den anden lov: "Du må ikke stjæle." Ah, her har vi det. Det står allerede skrevet i en årtusind gammel bog, at jeg ikke må stjæle Ivo's flipchart. Det er tilstrækkeligt at sige til dommeren: "Jamen, det er forbudt, vi skal straffe ham. "Og så er der en tredje regel, som er: "Du må ikke begå hor. "Jeg ved, at mange mennesker har et problem med det. Hvis andre køn end disse to ser med her: Det gælder for alle. Så det er de eneste tre normative bud Det har vi mærkeligt nok også i de andre bøger som i Det Nye Testamente eller i salmerne fra Zarathustra, den store persiske profet, i sådanne bøger eller buddhistiske bøger overføres kun værdier, fordi: Det handler om retfærdighed, og retfærdighed kommer fra moral. Sådanne filosofiske bøger indeholder ikke verdslige normer. Kun Moses ved det. Moses, ud over de syv værdier, moralske standarder, han giver os også tre standarder. Han siger: "Her er tre andre verdslige love" – ordet Gud optræder ikke i dem. Det handler om forholdet mellem menneske og menneske. Menneskets forhold til mennesket: Du må ikke myrde, du må ikke stjæle, du må ikke begå ægteskabsbrud. Og de er endda forbundet med hinanden, for: det handler i bund og grund om, for at beskytte den enkeltes liv. Det er den eneste ting, hvor du siger, at retfærdighed kommer fra moral, men der er nogle universelt bindende love, som gælder for alle. Alle gør, hvad de vil, vi har forskellige moraler, og det er fint nok, men det er den laveste fællesnævner: Hvis vi har et slagsmål, og nogen stjæler flippermaskinen, kan du stadig ikke dræbe ham. Dette er på ingen måde tilladt. Og det betyder faktisk, at uanset hvad der sker at skåne den andens liv. Vi skal passe på hinanden. Vi kan ikke beskytte det som ville beskytte mod skæbnen. Vi kan ikke. Men det handler om at skåne den andens liv. Og nu som en konsekvens, hvis vi ønsker at give liv, liv særlig beskyttelse, Retsbeskyttelse – dette er i øvrigt strafferet: Du kan ikke dræbe nogen, du kan ikke skade nogen. Hvis man ønsker at give livet en særlig juridisk ramme, så skal du automatisk give familien en juridisk ramme. Fordi der er liv, som endnu ikke kan beskytte sig selv, Den bliver voksen, og det fartøj, der skal beskyttes, er familien, fordi familien giver liv. Så denne lov "Du må ikke begå ægteskabsbrud" handler om familien. For hvis to – et ægtepar – ikke får børn, ja, hvis de skændes, og så bliver de skilt, det er ikke så slemt. Men når vi får børn, handler det om mere end bare et forhold, det drejer sig om en lang række mennesker, og nogle af dem er under vores særlige beskyttelse. Det betyder, at det ikke længere handler om de problemer, som to mennesker har med hinanden. Med hinanden, men med mange flere mennesker. Det er derfor, man siger: "Du må ikke ødelægge familiens hjerte". Og selvfølgelig er det ikke totalitært at beskytte familiemedlemmer bedre, hvis de går fra hinanden i kernen, fordi forholdet er så giftigt, så bør du gøre det for at beskytte andre, måske. Men man bør ikke forsætligt eller uagtsomt ødelægge eller skade kernen af en familie. Så hvis du vil beskytte livet, skal du også beskytte familien, fordi: Familien giver livet videre, staten kan ikke give livet videre. Han bliver ved med at forsøge - der er altid stater, der forsøger, at erstatte familien med en eller anden form for statslig organiseret model...- men det fører altid til genetiske vlsprogrammer. Når staten overtager opdrættet af livet, det fører til et liv i et reagensglas og en pvækst uden kærlighed. Derfor nyder familien også en særlig juridisk beskyttelse. Og nu kommer den næste konsekvens: Hvis du ønsker at beskytte familien, skal du også beskytte dens ejendom. Fordi familien har brug for ressourcer til at opdrage børnene. Det ved vi alle, når vi ikke har børn: Boah, vi levede af ingenting. Men så snart man får børn, tænker man: "Åh, det er dyrt!" Så hvis du ønsker at beskytte familien, skal du beskytte ejendommen. Det er de tre juridiske søjler i enhver retsstat. Her i Schweiz er der tale om strafferet, obligationsret og civilret. Alle stater i verden er baseret på disse tre søjler. Liv, ejendom, familie. Alt andet er, afhængig af dit synspunkt, "nice to have" eller overregulering. Uanset om vi har en gælds- og konkurslov, eller om vi har en lov om epidemier, så lægger vi ikke engang mærke til det. Men hvis straffeloven ophæves, så kan vi det dræbe eller såre nogen uden at blive straffet for det. Når ejendom ikke længere er beskyttet, kan enhver tage hvad som helst fra os. Og hvis familien ikke længere er beskyttet af loven, hvis vi afskaffer civilretten, så kan enhver komme og tage vores børn fra os. Så kan de sige: "Hvad, vegetarer? Nej, de stakkels børn. De er nødt til at spise kød. Vi vil tage dem. "Alle andre love er unødvendige. Men disse tre love, eller disse vedtægter, er hele vedtægter i de fleste stater, som er den gode lov på deres grundlag, og det har de været siden Moses' tid i x-tusinder af år, og enhver uretfærdig stat angriber naturligvis denne. Den ønsker at tilegne sig ejendom. Og jeg kom lige i tanke om den vigtigste sætning i Det Kommunistiske Manifest, "Ejendommen er afskaffet", og den næstvigtigste sætning i Det Kommunistiske Manifest er: "Familien er afskaffet". Du spørger: "Hvad? Hvorfor nu?" Og så læser man - hvad siger Karl Marx om dette - aha, han argumenterer netop for dette, at familien overfører ejendom, og derfor må man afskaffe familien...og erstatte det med en anden form for samfund, så du kan erhverve ejendom. I modsætning til familien overdrager staten imidlertid ikke ejendom. Staten ødelægger ejendom. Familien - sørger normalt for den næste generation og den efterfølgende generation. Staten gør det modsatte. Staten låner ud til den næste generation og den efterfølgende generation. Den påtager sig gæld på de ufødtes hoved. Og derfor... Det er ikke sådan, at alle familier kan testamentere liv og ejendom eller kan virkelig gør det eller endda gør det godt, men: familien er forudbestemt til at gøre det. Det er den ideelle beholder. Det er derfor, vi har disse tre juridiske normer, at du skal beskytte familie, ejendom og liv. Og nu går vi tilbage og ser: aha, det er det. Vi har en masse moral, allerede i Moses' syv moralske bud og derefter i alle de andre bøger, det handler om moral - og vi har kun tre juridiske normer. Hvorfor? Hvorfor er det så svært at finde fornuftige love? Enkelt: Fordi enhver lov pr. definition er totalitær. Totalitær! Det betyder bogstaveligt talt "dækker alt". Og en lov er universel, og derfor er enhver lov totalitær i sig selv. Og derfor skal vi være forsigtige med, hvor mange love vi laver. Der findes ingen definition af, hvornår et system bliver totalitært. Vi ved kun: På et tidspunkt er der for mange love, og så bliver det totalitært. En totalitær stat består ikke af totalitære idéer, men af for mange love. Og - det bliver allerede svært her. Hvis vi f.eks. starter med loven "Du må ikke myrde"...., hvis vi gør det universelt bindende, diskriminerer vi allerede et mindretal. Nemlig mindretallet af lejemordere. Ja, vi kriminaliserer lejemorderne, vi forbyder dem at udøve deres erhverv. Og de vil naturligvis argumentere moralsk: Vent et øjeblik, takket være os er du i sikkerhed. Vi gør det beskidte arbejde, og nu kommer du sådan her!" Nå ... du kan gå til arbejdsformidlingen og blive omskolet til slagter. Hvis vi skulle stemme om, hvorvidt alle er enige i, at mord skal forbydes, ville vi måske få 65 % ja-stemmer ved stemmeurnerne. Der er nogle, der går ind for dødsstraf. Der er mange, der ikke er enige i det. Men sådan er det bare med love. De er totalitære. De gælder for alle, også for dem, der kan være til ulejlighed - som lejemordere. Forestil dig, som jeg sagde, at jeg er vegetar. Og jeg er egentlig kun vegetar, fordi jeg bare synes, at dyr er så søde. Jeg bryder mig bare ikke om at dræbe dem for at holde mig selv i live. Jeg elsker dyr, og der er intet mere uskadeligt end en vegetar. Og sjovt nok har jeg endda en højere forventet levetid som vegetar, fordi jeg er sundere. Der er medicinske undersøgelser, der viser, at jeg har en lavere risiko for hjerteanfald og kræft som vegetar. Og selvfølgelig er der undersøgelser, der påstår det modsatte, men dem er jeg ikke interesseret i. Forestil dig nu, forestil dig, at jeg bliver sundhedsminister. Jeg er ansvarlig for folkesundheden. Og nu kigger jeg: Hvad er de største - hvor er de store sundhedsproblemer for vores befolkning? Aha, risiko for hjerteanfald og kræft! For mig er det meget enkelt: Jeg pålægger folk vegetarisme. Det er godt for folk, det er sundt, og folk lever længere. Jeg har endda et videnskabeligt rådgivende udvalg, som tilfældigvis alle er vegetarer. Og nu forbyder jeg kødforbrug med god viden. Hvad sker der i befolkningen? Vi bor her. Vi har en kødkultur. Her spiser man meget kød. Og om sommeren griller folk stadigvæk. Så tænker jeg: Aha, folk overholder ikke reglerne, så jeg er nødt til at gøre kødforbrug til en strafbar handling. Jeg siger: "Der er en bøde på ti franc pr. pølse." Folk tænker "godt". De griller stadig. Måske bag huset. Og de, der er stats-troende, bliver naturligvis straks vegetarer og kigger ud af vinduet og siger: "Aha, naboerne, Ivo har en grillfest". Ring til politiet og sig: "Ah, der er en grillfest på Ivos". Og så kommer politiet, og du får en bøde på 10 franc pr. pølse. Ivo tænker: "Nå... pølsen bliver bare lidt dyrere!" Men det er det, som alle tror - de vil ikke lade deres kultur blive ødelagt. Men som sundhedsminister mener jeg, at: "Aha, folk overholder stadig ikke reglerne, straffen er tydeligvis stadig ikke høj nok!" Men så øger jeg straffen. Så kan jeg sige det: "Enhver, der bliver taget i at servere kød, pølser eller kødretter til en anden person, vil blive idømt en bøde på 10.000 franc." Det var den straf, som restauranterne blev truet med, hvis de serverede mad til de uvaccinerede. Og nu er noget ved at ændre sig, for: Denne straf er virkelig høj. Nu er kroerne ved at lukke. Og hvad gør Ivo? Han flytter barbecue ned i kælderen. Fordi folk fortsætter med at holde grillfester, men i kælderen. De holder hemmeligt grise i kælderen, der er svinefarme ulovligt i kældrene. Og de slagter selv svinene. Men jeg er ved at ruinere den synlige del af økonomien. Jeg er ved at drive en meget stor del af økonomien i konkurs. Alle kødproducerende virksomheder, kødforarbejdningsvirksomheder, kødhandelsvirksomheder, alle restauranter. Jeg sætter en stor del af økonomien i konkurs. Jeg siger: "Det er ikke noget problem, gå til jobcentret, så kan du omskole dig igen." Slagterierne er allerede på vej til jobcentret for anden gang. Så den ene del af befolkningen driver jeg til konkurs, den anden til illegalitet. Men jeg har en god samvittighed. Sammen med mit videnskabelige rådgivende udvalg afholder jeg ugentlige pressekonferencer, hvor vi fortæller folk, hvordan vi igen har øget den forventede levetid, hvordan vi har reduceret risikoen for kræft og hjerteanfald, og hvor mange dyr vi har reddet. Og jeg har en meget, meget god samvittighed som sundhedsminister, fordi: Jeg har gjort så meget godt. I den proces har jeg etableret en totalitær stat. Med en enkelt idé, med en fuldstændig harmløs idé kaldet vegetarisme jeg har oprettet en totalitær stat. Og det er kun, fordi sundhed ikke er normativt. Sundhed er en værdi, og den kan ikke måles. Man kan ikke lave en PCR-test og derefter sige "ah, positiv - syg, negativ - sund, positiv - syg, negativ - sund". Sådan fungerer det ikke. Der burde slet ikke være nogen sundhedsminister. Jeg har en enkelt værdi, nemlig den moralske værdi, at jeg ikke spiser kød, og det blev lovfæstet som lov og dermed straks indført en totalitær stat. Totalitarisme opstår ikke af totalitære idéer, Totalitarisme opstår på baggrund af gode idéer, der erklæres for universelt bindende. Og derfor er den ideelle stat: en masse moral, fordi: Herigennem kommer retfærdighed - men kun lidt stat. Få, få love. Den ideelle tilstand i et samfund ser således ud: Vi har meget få love, fordi: Love altid bærer risikoen at det skaber en masse uretfærdighed. Vi skal kun beskytte liv, ejendom og familie. Men vi har brug for en masse moral for at få et retfærdigt samfund. Det er den ideelle tilstand i et samfund, fordi: Retfærdighed kommer fra moralen, ikke fra loven. Men hvordan ser det ud i de samfund, som vi lever i? Vi har en masse love, og vi har ingen moral længere. Og det er derfor, at den verden, vi lever i, virker meget uretfærdig, fordi..: Retfærdighed kommer fra moral, og den har vi ikke længere! Og hvis vi sætter moral ind i loven, hvilket vi gjorde, så skaber vi ikke retfærdighed, men uretfærdighed, fordi vi ikke har retfærdighed, men har bragt umådeholdenhed ind i loven. Og vi har ingen moral længere, fordi vi har lagt alt i loven. Barmhjertighed over for hjemløse, fattige mennesker, dyrevelfærd, miljøbeskyttelse, klima - vi satte alt det i lov og troede, at fattige mennesker ville have det bedre dengang eller det er bedre for dyrene, eller det er bedre for klimaet.- Nej, mekanismen er lige det modsatte, alle er blevet dårligere stillet - og det er vores problem. Vi har for længst overskredet denne grænse og har for mange love, og der er en masse uretfærdighed, og vi har ingen moral, ingen ressourcer til at skabe retfærdighed. Og nu kommer det store spørgsmål: Hvordan kommer vi tilbage til denne tilstand? Hvordan går man fra mange love til få love? Jeg ved det ikke. Historien er sjældent ublodig. Det kan kun ske gennem revolution, barrikader, nedbrænding af officielle bygninger og borgerkrig. Det vil jeg ikke have! Men den gode nyhed er: Det er let at gå fra lidt moral til meget moral. Det er privat, det står ikke i loven. Det er uafhængigt af, om vi har for mange love eller ej - vi kan alle blive mere moralske, når som helst og altid. Og til sidst opstår naturligvis spørgsmålet: Ja, hvad gør vi med alle dommerne, myndighederne, vores regering, de politikere, som bliver ved med at få os ind i dette rod? Så lad dem da. De opkræver skatter, de straffer os, vi skal betale bøder - ahh, hvis de vil have pengene...Jesus viste mønten med kejserens portræt på den og sagde: "Giv kejseren, hvad kejserens er, hvad kejserens er." Hvis de vil have magt og penge, så lad dem da tage dem. Hvis de beskæftiger sig med disse verdslige ting, med disse materielle ting - ja, så lad dem. Det er noget, vi holder af. Og vi ved, at vi ikke kan holde vores dommere, politikere og regeringer, ansvarlige gennem loven. Men det er ikke noget problem, for: Retfærdighed kommer af moral, og moralen står over alt. Det betyder: Lad os overlade det til den gode Gud. Enhver politiker, der tager penge fra andre mennesker i dette liv, enhver person i almindelighed, der tager mere, end han har ret til, skal arbejde for det i det næste liv. Jeg har beregnet, hvad vores regering i de sidste to år, denne milliardstore skade, som de har forårsaget med deres politik; hvis man nedbryder det til det styrende organ bestående af vores syv forbundsrådsmedlemmer - siger vi med vores meridianløn og med vores et gennemsnitligt arbejdsliv her i Schweiz, så ville alle vores regeringsmedlemmer skulle genfødes syv tusind gange for at få det ud af verden. Så vi kan ikke engang være vrede på dem. Vi skal have medfølelse med de fattige mennesker. Vi skal have medfølelse med vores regeringer, med vores politikere; vi må stadig spørge den gode Gud: "Vær ikke så hård - to tusinde genfødsler er nok!" Og her kommer vi tilbage til moralen: Man skal ikke kigge i fortiden, man kan kun tilgive. Tilgivelse er ubetinget. Tilgivelse, velgørenhed er ubetinget. Ligesom lykke er. Den lykke, vi får - vi oplever så mange smukke ting, og vi er heldige, som igen også er ufortjent. Det vil sige, at det, vi modtager i lykke, modtager vi betingelsesløst. Og derfor bør vi også være parate til at elske betingelsesløst og være generøse. Barmhjertighed, tilgivelse, tålmodighed, overbærenhed, ydmyghed - det er alle dyder. Og alle dyder tilsammen, vi har et ord for det, det hedder kærlighed. Kærlighed er summen af alle dyder. Og det hører ikke hjemme i loven, fordi: Den er lige så dimension som den er umådelig. Og det bør vi holde os til. Tak, fordi du ser og lytter med. Mange tak. Det var genialt! Og hvis du ikke vidste det, hvor meget statsfilosof det er - nu er det opklaret, ja! Så, når det er bedst - mange tak, Andreas Thiel. Vi håber at se dig igen en dag. Han skal til den næste forelæsning lige nu. Held og lykke. Tak, fordi I var der.

Fra Andreas Thiel

Kilder/Links -