Titel der Sendung Patientfælden: Psykiatriens perfide forretningsmodel

30.09.2023 | www.kla.tv/27193

I filmkomedien "Dr. Knock or the Triumph of Medicine" overtager en ung læge - Dr. Knock - en landlægepraksis, der havde styrtet hans forgænger i ruin. Årsagen var, at folk på landet var så sunde, at lægen blev brødløs. Det ændrede sig radikalt på grund af hans efterfølger, Dr. Knocks, geniale markedsføring og behandlingsmetoder. Inden for et år var næsten alle indbyggere i regionen syge og faste patienter i hans blomstrende lægepraksis. Det, der i denne komedie fremstår som et genialt trick, afspejler sig til gengæld i den psykiatriske diagnosevirkelighed på en måde, der er svær at overgå, når det gælder tragedie og grusomhed. I den følgende dokumentarfilm kan du se, hvordan ambitiøse psykiatere sammen med en profitfikseret medicinalindustri har formået at stemple raske mennesker, der søger hjælp, med en diagnosemanual med opdigtede sygdomsbilleder og bogstaveligt talt ødelægge dem med bevidst forkerte behandlingsmetoder, det kan nogle gange resultere i døden. Opmuntret af en politik og et retsvæsen, der er i overensstemmelse med medicinalindustrien, bliver denne kriminelle patientfælde konstant udvidet som en ekstremt lukrativ forretningsmodel for psykiatrien. Dette er Citizens Commission on Human Rights – en upolitisk, ikke-religiøs, almennyttig organisation, der arbejder for at få retfærdighed ind i den psykiatriske industri. Sammen med læger, lovgivere, undervisere samt borger- og menneskerettighedsaktivister, undersøger CCHR svindel, afslører kriminel pligtforsømmelse og kæmper for reform indenfor psykiatrien.En Scientology Network præsentation den følgende dokumentarfilm kan fremkalde en intens følelse af harme og forræderi. Den indeholder scener med bedrageri, grådighed og udnyttelse af verdens mest sårbare mennesker. Den afslører sandheden om Diagnostisk og Statistisk Manual, psykiatriens mest brugte manual om diagnose og behandling. Denne præsentation er en fremstilling af beviselige fakta, helt ulig det pseudovidenskabelige svindelnummer, som DSM er. Dette er Diagnostisk og Statistisk Manual: Psykiatriens mest dødbringende svindelnummer. MAND: Livet kan være et eventyr: intenst, kvikt ... KVINDE: ... langsomt, trist ... MAND: ... måske med op- og nedture. KVINDE: Men ifølge psykiatere kan alle livets dele stemples som psykiske sygdomme. MAND: Virkelig? Som hvad? KVINDE: Hvis man er oprevet efter at have slået op kan det kaldes ”depression”. MAND: Hvis man er nervøs for at tale? KVINDE: Angstforstyrrelse. MAND: Eller snakkesalig og superaktiv? KVINDE: Manisk. MAND: Det lyder absurd. KVINDE: Det gør det. MAND: Men hvor udbredt er det? KVINDE: Lad os spørge. INTERVIEWER: Hvor mange kender du, som er blevet diagnosticeret med en psykisk forstyrrelse? Diagnosticeret ... Måske én person, jeg kender, der er blevet diagnosticeret. Måske en enkelt. To. Ja. To eller tre. Tre eller fire. Fire. Fire, fem. Måske fem. Seks i min familie. Seks, syv. Ti. Et dusin. Ca. tyve. Cirka tredive. Hundredvis. Antallet af folk, jeg har kendt i mit liv, der har fået en diagnose med en psykisk forstyrrelse er nok i størrelsesordenen mellem 100 og 150, og jeg er 23 år gammel. Diagnostisk og Statistisk Manual Psykiatriens mest dødbringende svindelnummer MAND: Hvor kommer forstyrrelserne fra? KVINDE: Fra psykiatriens Diagnostisk og Statistisk Manual over psykiske forstyrrelser. Den er 943 sider lang og dækker alt fra depression til stammen, rygning, frygt for edderkopper, mareridt, problemer med regning og selv spædbarnsforstyrrelser – genfortolket og mange bliver kaldt ”hjernesygdomme”. MAND: Men nogle har alvorlige problemer. KVINDE: Helt absolut. Men psykiaterne reducerer det til noget galt med hjernen. MAND: Lad mig lige få det på det rene. Psykiatere har en bog om livets problemer fortolket som ”psykiske forstyrrelser”? KVINDE: Netop. MAND: Wow. Så er det vel videnskabeligt underbygget. KVINDE: Det skulle man tro, men nej. Psykiatere indrømmede det selv ved en af deres nylige konferencer. Hør her: DSM bliver sat sammen af komitéer af mænd med politiske meninger, også kvinder, som er forudindtagede og har politiske meninger. Så der er ikke så meget videnskab i DSM, som der burde være. Nogen mødtes på badeværelset og de ville tilføje noget, og så foreslog det til komitéen. Adskillige observationer sammenfattes, og når man har nok i en kategori, så har man en diagnose. DSM systemet er ikke det rigtige system for diagnose. Mange forstyrrelser i bogen er ikke nødvendigvis blevet underbygget. Det er bare det bedste, vi har, men det er ikke perfekt. Den er så ubrugelig, af hvis man giver mig en patient og DSM, så vil jeg give mindst 20 diagnoser til den samme patient. Man må tage det med et gran salt. Det bliver mere og mere kompliceret. Vi diagnosticer ting baseret på tjeklister og spørgeskemaer, hvilket holder os uden for lægevidenskaben, fordi vi ikke har en biologisk test. MAND: Forbløffende. KVINDE: Manglen på videnskab i DSM er en offentlig hemmelighed. Her er hvad nogle professionelle har at sige: DSM er humbug. Den er blevet beskrevet som et korthus. Hvorfor? Fordi diagnoserne er teoretiske. De er ikke baseret på videnskabelige afmålinger. Det er et vakkelvornt plan bygget på et vakkelvornt plan ... Det er skrøbeligt og falder let sammen, hvis det granskes med kritiske øjne. Hvis man anfægter blot en lille del af den, opdager man, at det ikke holder stik. Og det betyder at det hele falder sammen, for man har en forkert antagelse. Det har man faktisk over det hele. Det er et korthus, fordi det er bygget på en struktur, der ikke er solid. Det er en tilsyneladende berettiget opbygning, der vil resultere i en diagnose. Men en rigtig undersøgelse vil vise, at den er uberettiget. Åbningsudspillet Historien om diagnose [mumlen ] SPILLER 2: Det her vil give kasse! SPILLER 3: Skizofreni. SPILLER 2: Megastort. Det her bliver megastort. MAND: Hvis DSM ikke er baseret på videnskab, hvad er det så? KVINDE: Det begyndte med et ønske fra psykiatrien og psykologien om at blive accepteret i lægeverdenen. Vi psykologer har altid ønsket desperat at blive accepteret som en faktisk videnskab. Det, de tidlige psykologer gjorde, var at se på, hvad videnskabsmænd gjorde, og efterlignede dem. Nutidens klassificering af psykiatriske forstyrrelser er fra det 19. århundrede. Næsten alle de kliniske koncepter kommer derfra. Hovedpersonen var en fyr, der hed Emil Kraepelin, som arbejdede i Heidelberg og i München. MAND: Aldrig hørt om ham. KVINDE: Kraepelin er kendt som ophavsmand til psykiatrisk klassifikation. Han var den første til at klassificere, hvad han troede, var biologiske sygdomme i hjernen. Der var dementia præcox – nu kaldet skizofreni –maniodepressiv lidelse, og paranoid psykose – alle begreber som stadig findes i DSM i dag. MAND: Er det alt? Tre forstyrrelser? KVINDE: Ja, kun tre. Men Kraepelins system blev hurtigt populært. Hør her: Kraepelins system slog hurtigt igennem ikke bare i Tyskland, men også i USA, England og andre steder. For før det, var der ikke et standardsprog om patienter. I 1950’erne blev Diagnostisk og Statistisk Manual kompileret. Der er meget få statistikker i bogen. Forstyrrelse er essentielt en pæn omskrivning af sygdom. Bogen katalogiserer psykiske lidelser, som der ikke findes medicinske tegn på. KVINDE: Dette primitive hæfte var 130 sider langt og listede 112 psykiske ”forstyrrelser” – kort sammenlignet med den nuværende DSM, men længere end Kraepelin havde forestillet sig. MAND: Hvorfor så mange? KVINDE: For ved at definere mere af livet som ”unormalt”, kunne psykiaterne få enorme bevillinger fra myndighederne. MAND: ”Definere livet”? Hvad mener du? KVINDE: Tja, ting som at holde vejret, bide negle, sutte på tommelfinger, gå i søvne, ineffektivitet og homoseksualitet. MAND: Der er for latterligt. Det blev tilføjet, så de havde folk at behandle? KVINDE: Og flere. Så kom 2. udgave, DSM-II, i 1968, som havde 178 forstyrrelser – for at få flere sygesikringspenge fra myndighederne. For at sprede det mere blev DSM-II tilpasset International Classification of Disease (ICD) – en bog, der bruges i Europa og rundt om i verden, som udover psykiatriske diagnoser har faktiske sygdomme. MAND: Så sådan blev psykiatriske ”forstyrrelser” accepteret af lægeverdenen. KVINDE: Det var en begyndelse. Men DSM-II var stadig ikke videnskabelig, da den var stærkt påvirket – ikke af kliniske tester, men af Sigmund Freuds teorier. MAND: Så var der mange neuroser i den, ikke? KVINDE: Jep, men ingen vidste noget om årsagerne til dem. De ledte ikke engang efter dem. ”At få en forstyrrelse indbefattet i klassifikationen” ”kræver ikke, at der vides noget om dens ætiologi [årsag].” Med andre ord for at skabe en diagnose behøver man ikke bekymre sig om årsag og effekt. Man behøver ikke vide, hvad det skyldes. MAND: Lige et øjeblik. Hvis DSM ikke siger, hvad der forårsager forstyrrelserne, hvordan ”opdager” de dem så? KVINDE: Svaret vil måske overraske dig. Nye lidelser bliver opfundet hele tiden. Jeg understreger ordet ”opfundet”, for hvad angår psykiatri, så bliver psykiske lidelser ikke opdaget. De bliver opfundet. Systemet med diagnoser virker sådan, at med få års mellemrum vil en gruppe psykiatere og psykologer mødes. De sidder i et rum og stemmer om nye diagnoser. MAND: Og det er videnskab? Ufatteligt! KVINDE: Bare rolig, det er ikke kun dig. De stemmer om lidelserne? Hvad mener du? Sagde du afstemning? Stemmer? De opfindes? Åh, nej! Det er latterligt. Det er skrupskørt. Jeg er ikke enig. Helt uenig. De skulle baseres på videnskab. Jeg troede, det var baseret på medicin og videnskab. Det chokerer mig. MAND: Ja, også mig. KVINDE: Der er mere. Psykiske forstyrrelser stemmes ind i DSM, men undertiden bliver de også stemt ud igen. For eksempel homoseksualitet. Opdagede de, at homoseksualitet var en sygdom ved en videnskabelig proces? Nej. Det var blevet inkluderet af politiske grunde, og det blev fjernet af politiske grunde. Og slutresultatet er en afstemning – et formodet demokrati. Så at kalde det videnskab – det er totalt opdigtet. MAND: Så DSM er faktisk politisk – ikke videnskabelig. KVINDE: Ja. Blander kortene Ny indpakning MAND: Jeg troede, psykiatere ville regnes for at være læger. KVINDE: Du har ret, derfor måtte de få manualen til at se videnskabelig ud. MAND: Hvilket den ikke var. Så hvad gjorde de? KVINDE: De besluttede, at næste udgave af DSM skulle være helt anderledes. Det var en beslutning, som for evigt ville ændre psykiatrien. Hvis du skruer tiden frem til 70’ernes USA, stod det dårligt til med psykiatrien, af flere grunde: For det første var det ikke velan- skrevet indenfor lægestanden. Psykiatri var noget man gjorde, hvis man ikke kunne klare andre lægefaglige specialer. Og folk som Robert Spitzer i USA gjorde det yderst klart, at tiden var inde til, at psykiatere, som læger, skulle begynde at udøve lægegerningen. Så hvis psykiatere brugte en masse tid på folk med angst eller depressioner, så måtte disse problemer i livet i bund og grund omdefineres, så de blev omdefineret til sygdomstilstande. Løsningen var en manual, som definerede psykiatriske forstyrrelser mere omhyggeligt. Derfor fik vi DSM-III, 3. udgave, som blev udgivet i 1980. KVINDE: Psykiatere, der arbejdede på DSM-III, forkastede freudiansk psykologi og erklærede, at fra nu af ville psykiatriske diagnoser kun være biologisk betingede. MAND: Så de blev endelig videnskabelige? KVINDE: Nej, egentlig slet ikke. Faktisk blev de politiske skænderier over hvilke ”forstyrrelser”, der skulle tilføjes eller udelades fra DSM-III, endnu mere latterlige. Her er, hvad en psykiater havde at sige: ”De klemte sig ind i et rum halvt så stort som det her,” ”det var alt for lille, og Bob ville stille provokerende spørgsmål.” ”Og folk råbte deres meninger ud i rummet.” ”Og dem, som råbte højest, blev oftest hørt.” ”For mig så det ud” ”som en tobaksauktion mere end en slags konference.” KVINDE: Og dette er, hvad et andet medlem af DSM-panelet sagde: ”Den intellektuelle indsats var chokerende lav.” ”Diagnoser blev formuleret ved afstemning,” ”som når vi vælger en restaurant.” ”Du vil have italiensk, jeg kinesisk. Så lad os gå på cafeteria.” ”Så blev det skrevet ind.” ”Måske var det naivitet,” men vi troede, at man dog ville prøve at gøre det videnskabeligt.” MAND: Det lyder som en manual, der så mere videnskabelig ud, men ikke indeholdt mere videnskab end før. KVINDE: Samtidigt var antallet af forstyrrelser i DSM-III svulmet op til 259. Men for at sælge idéen om, at psykiatri var lægevidenskab, måtte de give det en drejning med en videnskabeligtlydende teori. Siden DSM-III i 1980 har psykiatrien fokuseret mere og mere på medicin. Og for at støtte det, blev idéen om kemisk ubalance opfundet. MAND: Stop en halv. Kemisk hvad? KVINDE: Kemisk ubalance-teorien. Den blev fremsat i 1965 for at forklare, hvordan depression måske var forårsaget af en ubalance af kemikalier i hjernen. MAND: Fortæl. KVINDE: Joseph Schildkraut tænkte, at fordi psykofarmaka ændrer niveauet af kemikalier, så må psykiske sygdomme skyldes for meget eller for lidt af dem. MAND: Er det ikke omvendt? KVINDE: Jo. Det er som at sige, at fordi aspirin stopper hovedpine, så skyldes hovedpine aspirinmangel. MAND: Det kan jeg godt se. KVINDE: Men det var overbevisende nok til at give psykiatri og DSM-III en overfladisk aura af videnskab. Som Robert Spitzer udtrykte det: ”Psykiatrien følte nu: ’Vi mere videnskabelige.’” ”’Vi er del af lægevidenskaben.’” MAND: Så det virkede. KVINDE: Ja. Og lige siden har psykiaterne og medicinfirmaer ubønhørligt fremmet teorien om kemisk ubalance til både lægestanden og offentligheden. TV: Er du en af millioner, som har ukontrollabel bekymring, angst og flere symptomer i over 6 måneder, lider du måske af generel angstforstyrrelse, og en kemisk ubalance kunne have skylden. Cymbalta virker på serotonin og noradrenalin. Hundrede tusinder af patienter er blevet ordineret Abilify. Spørg din læge ... Spørg din læge. Tal med din læge. Ring til din læge. Spørg din læge om Cymbalta. Pristiq er en væsentlig hjælp til at behandle min depression. Spørg din læge om Pristiq. Du kommer til mit kontor og jeg siger: ”Beskriv hvad der sker i dit liv og dine symptomer,” og jeg siger: ”Du har en kemisk ubalance,” ”og vi vil give dig en recept på dette.” Sandheden er, at der ikke findes nogen kemisk ubalance. Der findes ikke nogen troværdig test, der fastslår at man har en kemisk ubalance. Faktisk er der undersøgelser, der viser, at der ikke er nogen målelig ubalance. Så psykiatere forklarer deres patienter, at det er ligesom diabetes. ”Diabetes er lavt insulinniveau.” ”Vi må justere insulinniveauet.” ”Ved depression har man lavt serotonin.” ”Vi må justere serotoninniveauet.” Men det er blevet bevist, at serotoninniveauet er i orden. Det er en skrøne modbevist af os selv. MAND: Wow. Mener du det alvorligt? KVINDE: Se selv efter. Her er en person med et skjult kamera, der gik til forskellige psykiatere og bad om en undersøgelse. PATIENT: Er der nogen videnskabelige tester? PSYKIATER: Ikke nogen, jeg vil bruge på nuværende tidspunkt. Jeg ville ikke engang vide, hvordan man bruger dem. PATIENT: Så du mener, at jeg har en tilpasnings ... Hvad var det? PSYKIATER: Tilpasningsforstyrrelse, blandet følelsesmæssig ... det betyder egentlig forbigående stress. Det er en formel diagnose. PATIENT: Men hvordan kom du frem til det? PSYKIATER: Jeg lytter til, hvad du siger. Mht. diagnose kan jeg ikke tage et røntgenbillede. Det er meget vanskeligt at have noget at måle, for uanset hvad der foregår, så sker det derinde, og vi kan altså ikke bare åbne nogens hoved op og grave noget ud for at måle det. Lige nu har vi ingen røntgen- undersøgelse eller blodprøve. Det betyder ikke, at diagnosen ikke er korrekt. Diagnosen bruges til sygesikringen. Jeg prøver nu ikke at spekulere så meget på selve diagnose. Det er ikke den vigtigste del af mit arbejde at give en diagnose, udover at have noget til sygesikringen, som er nogenlunde rigtigt. Men vi ved ikke engang rigtigt, hvad der sker i hjernen. Så alt det, vi fandt, blev fundet ved et tilfælde. MAND: Jeg er målløs. Diagnoserne er kun baseret på individuel vurdering. KVINDE: Lige meget hvad de gør, så gør de noget galt. Det store blufnummer Hjernekemi SPILLER 1: Okay, jeg er med. SPILLER 2: Manisk forstyrrelse. SPILLER 3: Paranoid. SPILLER 4: Og jeg har et par tvangsforstyrrelser. SPILLERE: Åh! MAND: Hvordan kan psykiatere kalde sig ”evidensbaseret” uden evidens? KVINDE: Der er mere. Psykiatere har ikke bare ingen test til at fastslå en psykisk forstyrrelse, men de kan ikke engang definere psykisk forstyrrelse. MAND: Virkelig? KVINDE: De siger det endda i DSM. Se her: ”Selvom manualen giver en klassificering” ”af psykiske forstyrrelser,” ”er der ingen definition, der tilstrækkeligt præcist specificerer” ”grænsen for begrebet, ’psykisk forstyrrelse’.” Sådan. MAND: Ufatteligt. KVINDE: Men psykiaterne var ikke færdige endnu. Fjorten år efter DSM-III udgav de DSM-IV. Og dens redaktør var mere ligefrem med hensyn til ”psykisk forstyrrelse”. ”Der er ingen definition på psykisk forstyrrelse.” ”Det er vås. Det kan ikke defineres.” MAND: Så selvom de ikke kan definere psykisk forstyrrelse – et ord i titlen på manualen – så tilføjede de flere forstyrrelser? KVINDE: Mange flere – 115 for at være præcis, så der i alt er 374. MAND: Det er tre gange så mange forstyrrelser som i DSM-I. KVINDE: På bare lidt over fyrre år. Og bogen vejer næsten 2,5 kg. MAND: Mere end en telefonbog! KVINDE: Det er et salgskatalog over sindslidelser. Og ved hjælp af den er 120 mio. verden over blevet diagnosticeret med en sindslidelse. MAND: Wow. Hvad med International Classification of Disease  (ICD)? Har den også fået flere psykiske forstyrrelser? KVINDE: Det kan du tro. ICD’s psykiske lidelser og forstyrrelser ligner dem i DSM. Hvad end, der sker i DSM, er også afspejlet der. MAND: Så der er ingen test til at bekræfte en psykisk forstyrrelse, intet bevis for kemisk ubalance, og de ved ikke, hvad en psykisk forstyrrelse er. KVINDE: Og de indrømmer det overfor hinanden. ”I har en deprimeret patient.” ”I har ingen idé om, hvad der er galt.” ”I tror, at I kender svaret, men hvad angår bevis, kender jeg det ikke,” ”og jeg tror ikke nogen af os gør ...” KVINDE: Dette er en anden psykiater ved en konference for nylig: ”Jim Birley fra Maudsley hospital undersøgte,” ”hvor hurtigt de stillede en diagnose, efter patienten kom ind,” ”Og det var omkring, hvor hurtigt, David? Var det to sekunder?” [latter ] ”Det var et par minutter. Det var meget ...” MAND: Et par minutter? KVINDE: Jeps. Men selv den fhv. præsident for den amerikanske psykiatriforening har sagt, at DSM er en joke. ”Hvad står D’et for? Jeg troede, det var ’diagnostisk’,” ”men det er nok ’dartskive’.” MAND: Dartskive? Fortæller psykiatere deres patienter det her? KVINDE: Nej, de opfører sig som om, de ved, hvad de taler om, mens offentligheden holdes hen i mørket. Jeg blev sendt til en psykiater, som talte med mig i et kvarters tid, udspurgte mig – jeg var syv – og jeg tog derfra med Ritalin. På 15 min. fik jeg diagnosen angstforstyrrelse, og han gav mig receptpligtig medicin. Det tog kun ca. 10 minutter, før jeg fik diagnosen. Psykiateren gav mig diagnosen angst og depression efter 10 minutter, og jeg fik piller med det samme. Jeg fik utallige diagnoser fra forskellige læger. Hver af dem gav mig en forskellig medicin. Der var ingen tester, jeg behøvede ikke engang at være der eller svare på spørgsmål. Det var bare: ”Det er hvad du har, og det er medicinen.” De talte ikke til mig, de talte kun til min mor og spurgte hende. De ville have oplysningerne fra hende – ikke fra mig. Det giver ingen mening. Jeg undersøgte det selv. Jeg kan ikke helt forstå, hvordan man kan give en diagnose for manglende koncentrationsevne. Der var ingen forklaring. Der var ingen, der rigtig vidste, hvad det var, hvad der forårsagede det, eller hvordan man fik det, hvorfor man havde det, og hvad man kunne gøre. Bare: ”Her, tag noget medicin og forsvind så.” Og jeg blev givet en hestedosis af et antidespressivt middel, Effexor – 450 mg om dagen. Det siges, at med 300 mg er man i koma. Det var ikke altid Ritalin – det gik fra Ritalin til Wellbutrin til Concerta til Adderall. Jeg spurgte: ”Findes der andre måder? Andre terapiformer?” ”Noget, så jeg ikke har det så dårligt –” ”uden alle disse bivirkninger” ”og de forfærdelige følelser i kroppen døgnet rundt?” ”Er der noget andet, jeg kan gøre, der ikke er medicin?” Lægen sagde: ”Nej. Det du lider af er kompliceret.” ”Du har en kemisk ubalance i hjernen,” ”som kun kan korrigeres med medicin.” MAND: Wow. Masser af diagnoser, men det eneste du får er medicin. KVINDE: Netop. Nu til dags er en psykiatrisk diagnose lig med psykofarmaka. Spørgsmålet er så: Hvis vi bruger disse stempler, hvad bliver det næste? Og ”det næste” er, at man får en recept. Og recepten er for noget, der ikke virker særligt godt og er giftigt. Medicinen har etiketter, der siger: ”Brugere har øget risiko for selvmords- og mordtanker.” Som cigaretter skal sige: ”Rygning er skadeligt.” Man føler det som om, man ikke er sin krop. Det føles som om, man bare vil ud af sin krop. Jeg fik hovedpine og begyndte at ryste. Jeg sov dårligt og havde mareridt. Jeg begyndte at ryste voldsomt. Jeg kunne ikke kontrollere det. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg rystede sådan? Jeg fik de symptomer, jeg prøvede at slippe af med – meget voldsomt. Jeg oplevede perioder, hvor jeg bare var fuldkommen færdig. Jeg var der ikke. Jeg stod der bare, og det var helt tomt. Vi har alle følelser – glad, trist. Emotioner i livet. Jeg kunne ikke opleve dem. Man oplever ikke tårer, man oplever ikke latter. Det gør livet dødt. Jeg beskrev det til en ven, som at vågne i en arkivmappe på en overskyet dag. Alting er kedeligt, umindeværdigt, uspecielt. Det ændrede mig. Det ændrede, hvem jeg var. Det ændrede det inderste af min personlighed. Det begyndte at gøre det værre. Jeg sloges med min bror, kradsede ham i ansigtet, osv. Jeg fik selvmordstanker næsten med det samme. Jeg havde aldrig før haft den slags følelser. Jeg kan huske en dag. Jeg havde taget min medicin, og jeg tænkte på at begå selvmord og blev virkelig bange, så jeg fortalte det til min bror. Og han krammede mig og sagde, at jeg ikke måtte give op. Jeg tænkte, at det eneste, jeg var herre over, var, at jeg kunne tage livet af mig selv. Og det ville afslutte denne rutsjebane-tilværelse. Jeg er blevet voldtaget. Jeg er blevet tvunget til at gøre ting, jeg ikke vil nævne. Men for at sætte det i perspektiv: selv med de oplevelser, så var de oplevelser og tanker og tabet af mig selv, som skete ved at få Prozac, den værste krænkelse, jeg har oplevet. MAND: Jeg er målløs. Folk ved ikke, hvad medicinen gør, fordi de stoler på deres psykiatere. KVINDE: Og nylige undersøgelser har vist, at deres medicin, som antidepressiva, ikke virker bedre på forstyrrelser end sukkerpiller, dvs. placebo. MAND: Så for at opsummere: DSM giver ikke alene psykiaterne det stempel, som de giver en, men den retfærdiggør medicinering med stærke midler med masser af bivirkninger og ikke engang virker. Sikke en redelighed. KVINDE: Ingen tvivl om det. Og alligevel fastholder de, at de kan korrigere uønsket adfærd med kemikalier. Forhøjet indsats Marketing af DSM. KVINDE: Psykiatri appellerer naturligvis til lægemiddelindustrien, for de kan nu sælge præparater for hver forstyrrelse i DSM. MAND: Jeg kender de kampagner – de er overalt! KVINDE: Ja, men de markedsfører også forstyrrelsen. Firmaerne reklamerer for forstyrrelser i tidsskrifter, på tv og internettet for at få dem til at tale med deres læge. De betaler ”eksperter” for at tale på tv om epidemier af psykiske sygdomme. De får avisartikler udgivet og hyrer endda psykiatere til at udføre ”undersøgelser” og skrive hvidbøger for at give forstyrrelserne præg af videnskab. MAND: For hvis folk tror, de har sygdommen, vil de have medicinen. KVINDE: Nemlig. Medicinalindustrien markedsfører forstyrrelser, for hvis man kan det, så har man noget man kan sælge behandlingen for. Så folk vil pludselig huske ting, som de ikke betragtede som en sygdom før, og besøge en læge, se en psykiater. Psykiateren ordinerer den medicin, som medicinalfirmaerne fik godkendt af myndighederne. Og alle er glade undtagen patienten. De arbejder sammen: psykiaterne og medicinalindustrien. Og de fodrer hinanden. Det er jobtryghed for medicinalindustrien og jobtryghed for psykiaterne. KVINDE: Og Ikke kun medicinal- firmaerne fremmer sygdomme. En psykiater, Joseph Biederman, opfandt og populariserede en forstyrrelse, der hedder ”børnebipolar”. Han sagde, at den kan begynde ”så snart barnet åbner øjnene.” MAND: Bipolar? Som i humørsvingninger? For børn?! KVINDE: Desværre, ja. På ni år havde Biederman fået 40-doblet antallet af børn med diagnosen bipolar forstyrrelse, og de fleste blev ordineret midler, beregnet til alvorligt sindssyge. MAND: Det anede jeg ikke. KVINDE: Psykiateren, der redigerede DSM-IV, indrømmede DSM’s skyld i at skabe børnebipolar-manien. ”Vi fik nogen slemme lærestreger under DSM-IV ...” ”Jeg tror, vi uforvarende hjalp med at starte tre falske epidemier.” ”En for bipolar forstyrrelse hos børn.” MAND: Lidt sent nu, ikke? KVINDE: For mange børn, jo. Og da psykiatere siger, at psykiske forstyrrelser som bipolar ikke kan kureres, så har de og medicinalfirmaerne kunder for resten af livet. MAND: Så det er et naturligt partnerskab. KVINDE: Bestemt. Medicinalfirmaer giver mange penge til psykiatere, som så opfinder flere diagnoser, der ”behandles” med psykofarmaka. Medicinalfirmaer afhænger af diagnoser på psykiske sygdomme for deres overskudsmargin. Og psykiatere samt flere og flere kliniske psykologer er kun glade for at opfinde psykiske forstyrrelser for at imødekomme det. Derfor udvides Diagnostisk og Statistisk Manual over psykiske forstyrrelser. Strategien synes at være: hvor mange kan vi diagnosticere med et stempel, der er bredt nok til at dække mange mennesker? Og mentaliteten bag det er salget af den medicin, som ender med at være behandlingen. Medicinalfirmaerne tjener mange penge. Og de lader pengene rulle og bruger dem på folk, der vil hjælpe med at støtte deres sag. Så det er ikke nogen overraskelse, at de har infiltreret så mange komitéer, der arbejder på DSM, og store dele af vores lægeuddannelse. MAND: Lige et øjeblik – medicinalfirmaerne har infiltreret komitéerne, der bestemmer forstyrrelserne, der skal være i næste DSM? KVINDE: Mht. DSM-IV havde 56 % af komitémedlemmerne finansielle bånd til medicinalfirmaer – den industri, der ville nyde godt af 115 flere ”psykiske forstyrrelser”, der kom til ved afstemning. MAND: Så man ser flere diagnoser, der kræver psykofarmaka. KVINDE: Og mange flere symptomer for hver af dem. Hele verden bliver gjort sindsforstyrret. Vi har en formering af kategorier, der bliver mere og mere omfattende og trænger sig ind på hverdagen. Der findes ingen person i verden, som ikke på et tidspunkt, eller på flere tidspunkter, i løbet af en uge er bekymret. Det er en del af at være menneske. Men at sige, at man pga. begymring nu skulle være syg ... ? Hvis man tager en religiøs mand i Indien, som vandrer rundt og mediterer sytten timer om dagen, drikker regnvand og er engageret i en religiøs disciplin eller praksis, hvor han måske vil rulle på jorden 150 km for at nå en helligdom – folkene der forfølger ikke disse individer. De accepteres som nogen, der udøver deres religion. Men hvis du tog de samme indere, og de gik rundt på en campus i USA, så ville de blive indlagt på et psykiatrisk hospital, fordi de manifesterer psykose. Det afhænger af kulturen. Skal alle i spændetrøje? Skal alle være ens? Hvad med folk der opfører sig lidt sært? Er den adfærd dårlig eller farlig? Den er bare anderledes. Man vil have, at den dækker al tænkelig afvigende adfærd. Hvis man dækker alt, har man de bedste muligheder for at skrive en regning. MAND: Denne DSM er ikke engang tæt på lægevidenskab. KVINDE: Nej. Den er ren marketing. Diagnostisk og Statistisk Manual Psykiatriens mest dødbringende svindelnummer De gav mig 28 chokbehandlinger og har bogstaveligt talt voldtaget min sjæl. Elektrochok er tortur, der udgiver sig for at være terapi. Det skaber hjerneskade, organsvigt, anfald. Forårsager ECT dødsfald? Ja, det gør det. Det største mysterium af alle er, hvorfor folk tror, det at sende strøm gennem folks hoveder er en god idé. Jeg blev tvunget til at få behandlingen. Det er 13 gange mere sandsynligt, at man begår selvmord, hvis man får ECT. Chokket er som en granat, der eksploderer i kroppen. Vi har et samfund, hvor en psykiater kan sende 400 volt gennem hjernen på et barn. Det er ufatteligt. De studerer ikke videnskaben bag det, fordi der ikke er nogen. Er psykiateren, der udfører ECT, ansvarlig for at sikre, at der ikke voldes skade på patienten? ﾠSvaret på det er nej. ﾠJeg kan ikke huske noget længere. Det er masseeksperimenteren. Det har intet at gøre med medicin. Det er bare en pengemaskine. Jeg husker at sige: ”Hvorfor? Hvorfor gør I det her imod mig?” Så hvordan kan man kalde noget ”behandling”, når det bruges til tortur? FORESTIL DIG [smuldrende lyd] EN VERDEN UDEN [knusende lyd] PSYKIATRISKE OVERGREB HVOR 20 MILLIONER BØRN ORDINERES [pille-lyde] FARLIGT VANEDANNENDE DØDELIG PSYKOFARMAKA LEVER STOFFRIT [lyden af børn] FORESTIL DIG [smuldrende lyd] 22.700 SPÆDBØRN MED FØDSELSDEFEKTER FORÅRSAGET AF PSYKIATRISK RECEPTPLIGTIG MEDICIN FØDT GLADE OG SUNDE FORESTIL DIG 47.000 MENNESKER DER DØDE FRA BEVIDSTHEDSÆNDRENDE PSYKIATRISKE STOFFER I LIVE OG RASKE FORESTIL DIG UTALLIGE KVINDER OG PIGER DER MISBRUGES I DEN PSYKISKE SUNDHEDSSEKTOR I SIKKERHED FRA AT BLIVE EN STATISTIK FORESTIL DIG 460 VOLT GENNEM HJERNEN DER MED RETTE KALDES TORTUR IKKE BEHANDLING [elektrisk lyd] FORESTIL DIG 5 MILLIARDER $ I SKATTEPENGE SOM PSYKIATRIEN BEDRAGERISK BEVILGES INVESTERET I VORES BØRNS FREMTID FORESTIL DIG EN VERDEN UDEN PSYKIATRISK OVERGREB HJÆLP OS MED AT GØRE DET TIL EN REALITET CCHR.ORG Få kendsgerningerne. Gør modstand. [♪ ♪] Diagnostisk og Statistisk Manual Psykiatriens mest dødbringende svindelnummer Vinder over systemet Udbetaling af sygesikring SPILLER 1: Gud velsigne forsikringsselskaberne. SPILLER 2: Med flere personligheder kan man få flere forsikringspenge. SPILLER 3: Forsikringskrav er penge i kassen. MAND: Der er noget, jeg ikke forstår. Hvis psykiatrisk behandling er så langvarig, dyr og ineffektiv … KVINDE: Jeg ved det. Hvem er villig til at betale stort for psykiatrisk ”behandling”, som fortsætter i årevis, ofte hele livet, med så elendige resultater? MAND: Akkurat. Hvem betaler for det? KVINDE: Især offentlige og private sygeforsikringer. MAND: Ja, forsikringer. KVINDE: Psykofarmaka-lobbyister har fået love indført, så forsikringsselskaber skal yde psykiatrisk forsikring på samme vilkår som sygeforsikring. MAND: Det, der hedder ”psykiatrisk ligestilling”? KVINDE: Det er rigtigt. Men økonomisk set har det været en katastrofe. Ingen går til en psykiater uden at gå derfra med et stempel. Han har omkring 374 at vælge imellem iflg. DSM’s liste over symptomer. Han er nødt til at få én ind i en af de kategorier for at få penge. DSM burde egentlig hedde ”Hvordan man får penge fra forsikringen”, ”Hvordan man får pengene.” Det er en fortegnelse med koder. Alle har et nummer. Det skrives på formularen, og man får pengene. DSM er så integreret i systemet i USA: for man får kun sygeforsikringspenge, hvis der er en DSM-diagnose. Hvis et barn tisser i sengen, det kan man skrive en regning for. De vil få en, der hedder ”pille-i-huden-forstyrrelse”. Hvis man piller i huden kan man skrive en regning for det. Man kan altid finde en diagnose, så man kan skrive en regning. En psykiater eller en psykolog kan bladre gennem manualen og finde en diagnosekode for næsten alt. Alle ville komme under noget, som man kunne diagnosticere og snyde forsikringsselskaberne med. MAND: Sikke et svindelnummer. KVINDE: Ja. Hvert år bruger psykiatere DSM til at få 100 milliarder dollars fra USA’s offentlige og private sygeforsikringer. Og det er kun ét land! MAND: Jeg kan se, hvordan DSM øger omkostningerne for lægebehandling. KVINDE: Ja. Forsikringskrav fra psykiatere er det dobbelte af almindelige lægers. MAND: Og det hæver min forsikring og skat. KVINDE: Ja, og spilder skattepengene. Det psykiatriske forsikringsprogram i Texas gik næsten konkurs på grund af et dyrt psykofarmakon, der normalt ordineres for bipolar forstyrrelse. MAND: Det er en masse psykofarmaka. KVINDE: Mon ikke. Hvad mere er: Fordi DSM-diagnoser er så vilkårlige, er et andet stort og dyrt problem faktisk forsikringssvindel. Private psykiatriske hospitaler har optrådt som rygeafvænnings- og vægttabsklinikker for at få folk til at lade sig indlægge ... LÆGE: Kom med! KVINDE: De betalte hververne 3.000 $ for hver sygeforsikret patient. KONTORIST: Bringer du flere? HVERVER: Masser. KVINDE: De beholdt patienterne, indtil forsikringsdækningen udløb. MAND: Og det gøres for forsikringspengene? KVINDE: Netop. Og når patienterne er indskrevet, kan en diagnose findes i DSM, der retfærdiggør behandlingen. Her er en, der udgav sig som syge- hjælper på et psykiatrisk hospital. ANSAT: Jeg vil sige: ”Patienten udviser ...” Det er min åbning, klassisk … ”Patienten udviser ...” øh ... Han er ligesom ... Hvad synes du? SYGEHJÆLPER: Jeg synes han ... Jeg mener, jeg arbejdede med ham. Han var altid proper. ANSAT: Lad os sige ... under adfærd, hvad er et godt ord? Han er ikke negativ. Han er, øh – lidt påtrængende. SYGEHJÆLPER: Ikke rigtigt. ANSAT: Han går ikke over stregen mere ... SYGEHJÆLPER: Kan han virkelig være påtrængende? ANSAT: Han er sådan lidt urolig. Fokuser på det negative. SYGEHJÆLPER: Hvorfor på det negative? ANSAT: På den måde bliver de betalt. Det er, hvad de sagde. MAND: Det er da ikke etisk! KVINDE: Nej. Og det er kun begyndelsen af bedrageriet. Nogle institutioner har krævet sygesikringspenge for at få patienter til at lytte til musik, se fjernsyn, spille bingo; for telefonvækning, teaterbilletter, rejser til udlandet; eller har påstået at ”behandle” af folk, som var i fængsel, var i koma eller var døde. MAND: Nej! KVINDE: Nogle psykiatere er endda blevet taget for at have sex med patienter og kræve forsikringspenge for ”terapi”. MAND: Kvalmende. KVINDE: Som en agent for forsikringssvindel udtrykte det: ”Omfanget af bedragerierne er kun begrænset af ens fantasi.” MAND: Det anede jeg ikke. KVINDE: Ikke mange ved det. Psykiatrisk svindel snyder forsikringer og skatteydere for 5 mia. dollars om året alene i USA. MAND: De skulle fængsle disse forbrydere og smide nøglen væk! Spiller fisk Profit på børn [♪ børnesang ♪] [♪ børnesang ♪] MAND: Åh nej, ikke også dem. KVINDE: Desværre, jo. Børn er blevet en stor målgruppe for psykiatrien. Barndomsforstyrrelserne i DSM er skudt i vejret fra 3 forstyrrelser i 1952 til 44 i dag. MAND: Det er 15 gange så mange! KVINDE: Og dog indrømmer DSM, at den ikke bør diagnosticere børn. ”I den tidlige barndom kan det være svært” ”at skelne mellem symptomerne på opmærksomhedsforstyrrelse (ADHD)” ”og passende adfærd for aktive børn i den alder” ”såsom at løbe rundt og være støjende.” Vi kan med andre ord ikke skelne diagnose fra normal barndom. MAND: ”Opmærksomhedsforstyrrelse” kalder psykiaterne det, når børn ikke sidder stille, er urolige eller løber rundt. Dybest set barndomsadfærd, ikke? KVINDE: Netop! Og 20 millioner børn i verden er blevet stemplet med en psykisk forstyrrelse. MAND: Så i stedet for at lade dem være børn ... KVINDE: ... fortæller de forældrene, at deres børn er psykisk syge og skal have psykofarmaka? PSYKOLOG: På legepladsen var der som regel den lidt sære, den generte, den dovne og den superaktive. Det findes ikke mere. Nu er det medicinske diagnoser. At de kommer op med nye sygdomme og nye problemer og diagnoser i deres bog – det korrigerer ikke dårlig opførsel. De kan give børn alskens piller, det vil ikke korrigere opførsel. Tankegangen er stadig: ”Du skal passe ind i støbeformen”. Og hvis man ikke passer ind i støbeformen, så er der noget galt med en. Og hvis man ikke er den, som laver støbeformen ... tja, det er bare ærgerligt. Et barn bliver stemplet og taget til en fagmand, som er uddannet på en speciel måde. De bliver uddannet til, at hvis barnet passer i denne kategori, så bør vi overveje at give dem Ritalin. For det er, hvad man gør – det er kutyme. Ritalin bliver markedsført til forældre ved at sige: ”Dette middel vil berolige dit barn.” Hvad de ikke siger er, at metylphenidat er en slags speed. Det er en slags amfetamin, og vi giver barnet en overdosis af speed. Det er en stimulans, så det forøger pulsen og blodtrykket. Send ham ud på fodboldbanen en varm sommerdag, og risikoen for, at han vil få et hjertetilfælde, stiger. MAND: Jeg hørte, at stimulanser til børn med opmærksomhedsproblemer, kemisk set ligner kokain. KVINDE: Ja, og der er så store muligheder for misbrug, at USA’s myndigheder har opført det med morfin, opium og metamfetamin. MAND: Hvem er de næste de vil medicinere? Babyer? KVINDE: Akkurat! De bruger det, de kalder ”Diagnostisk Klassifikation: 0 til 3” eller ”DC: 0-3”. Det er en slags mini-DSM til babyer og småbørn. Hør engang her: Vi rettede os imod skolebørn med ADHD og bipolar. Det er sket. Det blev gjort for 20 år siden. Og vi går til yngre og yngre med DC: 0-3 til 0- til 3-aldersgruppen, hvor de prøver at gøre det populært, at det er i orden at give medicin til 0- til 3-årige. Idéen om et program, der skal afgøre om et barn under 3 har en psykisk sygdom, er så absurd, så fuldkommen vanvittig, at det simpelthen er endnu en del af det vanvid, som nu er udbredt over hele landet. Jeg kan ikke komme i tanke om et mere forrykt program. Hvordan kan de diagnosticere en 1-årig eller et spædbarn med en psyskologisk forstyrrelse? Hvordan ved de det? Vi må spørge os selv, om vores samfund er blevet sygt. Hvad er det, vi gør med vores fostre, vores spædbørn, vores børn, der får os til at have brug for psykiatriske stoffer? Vi spiller hasard med deres liv. Vi spiller hasard med vores børn, som ikke engang kan diskutere det med nogen. De har ingen kontrol. De er hjælpeløse ofre. Og de, der skulle beskytte dem, er ikke bevæbnet med kendsgerningerne. MAND: Hvis forældrene vidste det, ville blive rasende. KVINDE: Helt sikkert. Men pas på. For DSM siger også, at man kan få en psykiatrisk sygdom fra sine børn. MAND: Det mener du ikke! KVINDE: Det står i DSM. MAND: Århhh. Game over Slutspillet MAND: Så hvis DSM er så fuldstændig ubrugelig, hvorfor er psykiaterne så ... Ah, jeg forstår! Det handler om penge, ikke? KVINDE: Med psykiatrien handler det altid om penge. Og det begynder alt sammen med DSM. Robert Spitzer sagde: ”Den amerikanske psykiatriforening” ”fandt ud af, at de kunne tjene en masse penge ved at sælge den.” ”De har tjent en utrolig masse penge.” Hver gang de reviderer DSM-systemet tjener Den amerikanske psykiatri- forening en fandens masse penge. MAND: En fandens masse penge? Hvor meget taler vi om? KVINDE: 6,5 millioner dollars i omsætning hvert år. MAND: Wow! KVINDE: Men det er ikke kun salget, som giver profitten. Psykiatere og medicinalfirmaer tjener penge, hver gang de bruger den til at stille en diagnose. LÆGE: Man opfinder forstyrrelser, så man kan behandle dem med psykofarmaka. Det er den ultimative pengemaskine. Hvor mange kan vi medicinere? Hvor mange stempler kan vi få ud? Hvor mange kan vi få ind under disse stempler og få dem på psykofarmaka, så vi kan tjene flere penge? Der er en iboende interessekonflikt, og den interessekonflikt er motiveret af penge, flere penge – flere penge end man skulle forvente. Enorme beløb i psykofarmakaindustrien. Hvis man undersøgte diagnoserne, ville man se, at 90 % eller mere ikke eksisterer. De er ubegrundede. Og så lige pludselig ... ville alle forsikringspengene forsvinde. Så vi er nødt til at skære pengestrømmen over, såvel som DSM-linjen, for at kunne lykkes med at stoppe denne kolos. Igen er det: ”Følg pengesporet”, og du vil se, at du finder svaret hver gang. MAND: Det har virkelig åbnet mine øjne. Der er ingen laboratorietester for ”psykiske forstyrrelser”, og psykiaterne kan ikke definere dem i deres manual. Den kemiske ubalance-teori er komplet fup, men den psykofarmaka, der skulle ”balancere” kemien i hjernen, ordineres til folk i alle aldre. KVINDE: Ja, og det beløber sig til 84 mia. dollars om året – hvilket har øget forsikringspræmierne med 10 mia. dollars alene i USA. MAND: Og vi betaler med skatter og forsikringspræmier. KVINDE: Rigtigt. Den psykiatriske industri bruger DSM til at skrabe 330 mia. dollars ind om året. MAND: Det er en tredjedel billion! KVINDE: Og det stiger. Det er ukontrolleret. Hele systemet er som et løbsk tog, men DSM er lokomotivet. Hvis man afkobler lokomotivet, vil toget til sidst standse. For det bliver ikke trukket. Vi mister sundhed som en idé. Alle er syge og har brug for en medicin. Vi ender med et samfund, der skal ledes rundt ved hånden. Men hvem vil lede dem rundt? For så mange er medicineret. Indenfor psykiatrien ved man inderst inde, at man egentlig ikke stiller diagnoser. Man ved inderst inde, at man ikke kan behandle det, man tror, der er galt. Og man ved også, at det meste af det, som DSM omhandler, ikke er beviseligt og er upålideligt, ikke er en forudsigelig indikator. Så hvad har man så? MAND: Godt spørgsmål. De har ikke noget. KVINDE: Og det skader folk. MAND: Ja. Man skal være heldig for at overleve psykiatrisk behandling. Så simpelt er det. Det er først, når nok mennesker river tæppet væk og viser, at det er en kulisse, at det vil blive stoppet. Det ville være godt, hvis alle praktiserende medicinske fagfolk, der prøver at hjælpe folk baseret på videnskabelige kendsgerninger, og hvad de bedst kan gøre for at forbedre andres liv ... Hvis de vil indse det, bare se på den kendsgerning. Det er svært at se i øjnene, men se på det og vær etisk og ærlig, og rens ud i lægestanden ved at fjerne denne bedrageriske del af den – psykiatrien. MAND: Jeg kunne ikke sige det bedre. Det er indlysende, at vi må komme DSM til livs. Den er forfærdelig for samfundet. KVINDE: Jeg ved det. Trods dens svage fundament har Diagnostisk og Statistisk Manual påvirket hele vores verden. MAND: Vores skoler, statsmagten ... KVINDE: Retssystemet ... MAND: Hvad med medierne og militæret? KVINDE: Også dem. MAND: I realiteten hele samfundet. KVINDE: Og uden at kurere en eneste person. MAND: DSM er mere end bare et korthus. KVINDE: Diagnostisk og Statistisk Manual er psykiatriens mest dødbringende svindelnummer. Få kendsgerningerne cchr.org Genindfører menneskerettigheder og værdighed indenfor psykisk sundhed I 1969 grundlagde Scientology Kirken Citizens Commission on Human Rights, der undersøger og afslører psykiatriske overtrædelser af menneskerettighederne. Hovedkontoret i Los Angeles, Californien fungerer som en oplysningscentral. De dokumenterer psykiatriens krænkende og ødelæggende praksis og udgiver det, de finder, på 17 sprog. CCHR har uddelt mere end 12 mio. Tryksager til sundhedseksperter, embedsmænd, lærere og erhvervsledere i hele verden. Og de dokumentarfilm og informationsvideoer, de producerer, er blevet vist på tv og på internettet, hvilket informerer næsten 200 millioner om kendsgerningerne om psykiatrien og psykofarmaka. CCHR International har også en hotline, der giver gratis hjælp til personer, der finder sig selv fanget i det psykiatriske system. Det, der i dag er en global menneskerettighedsbevægelse, begyndte for mere end 30 år siden med kampen for at befri ét individ: Viktor Győry, der var blevet tvangsindlagt på et psykiatrisk hospital i Pennsylvania. Hospitalets psykiater påstod, at Győry vrøvlede usammenhængende, og diagnosticerede ham som paranoid skizofren. Men Győry var ikke skør, han talte ungarsk. CCHR lagde sag an mod hospitalet og dets psykiatriske mishandling. Sagen om Győry var så solid at midt under retssagen rejste hospitalets chefpsykiater sig op og meddelte: ”Vi vil ikke have mere at gøre med Viktor Győry.” At få Viktor Győry udskrevet var den første af tusinder af sager, som CCHR har gennemført. Under apartheidstyret i Sydafrika, afslørede CCHR hemmelige psykiatriske arbejdslejre, hvor titusinder af afrikanere var indespærret, blev bedøvet, fik elektrochok og lejet ud til slavearbejde. Da apartheid blev afskaffet, præsenterede CCHR vidneudsagn for Sydafrikas sandheds- og forsoningskommission, hvilket fik myndighederne til at undersøge psykiatrisk racisme. I Australien afslørede CCHR en psykiatrisk praksis, man kaldte ”dyb søvn-behandling”. Patienter blev givet en blanding af barbiturater og psykofarmaka. De blev så givet elektrochok op til to gange om dagen, uden at de vidste det. Dyb søvn-behandling resulterede i 48 dødsfald og skadede derudover hundreder. CCHR efterforskede, afslørede og kæmpede imod det, indtil dyb søvn-behandlingen blev forbudt, og ofrene fik kompensation. I Italien arbejdede CCHR med lovgivere og medierne og fik lavet razziaer i psykiatriske hospitaler, hvor forholdene var barbariske. CCHR fortsatte, indtil disse institutioner blev lukket. I Japan afslørede CCHR patientmishandling samt psykiateres og hospitalers bedrageri, hvor de frasnød myndighederne og skatteyderne for millioner. De skyldige blev dømt for bedrageri, og patientrettigheder blev indført. Og i USA afslørede CCHR milliardsvindel i landets største kæde af private psykiske sundhedscentre. 600 FBI-agenter lavede razziaer i 20 forskellige stater. Det førte til mange sagsanlæg og millioner af dollars i bøder, og hele kæden af korrupte hospitaler blev lukket ned. Og listen fortsætter – til faciliteter i Australien, Frankrig, Tyskland, Ungarn og England. CCHR har ikke bare sørget for lukning af masser af kriminelle psykiatriske faciliteter, men samtidig har de fået genindført patientrettigheder over hele verden. Og det var CCHR, der slog alarm om farerne ved psykofarmaka, der resulterede i advarsler om deres brug. F.eks. i Europa hvor EU’s lægemiddelstyrelse slog ned på antidepressiver og indførte selvmordsadvarsler. I Sydafrika, hvor regeringen nu advarer ældre borgere om risici forbundet med antipsykotika. Og i USA og Mexico fremmede CCHR love til beskyttelse af børn mod medicinering, så forældre nu ikke kan tvinges til at give børn psykofarmaka. I alt har CCHR fået indført næsten 200 love og 300 officielle medicinadvarsler, der nu beskytter folk mod farerne ved den psykiatrisk/medicinske industri. Uanset hvor eller hvornår psykiatere overtræder menneskerettighederne, fortæller CCHR befolkningen om det. Fra USA til Japan og fra Canada til Storbritannien afholder CCHR-medlemmer demonstrationer for at give alle beskyttelse mod og frihed fra psykiatrisk mishandling. I dag har CCHR over 150 afdelinger i 30 lande, hvor tusinder står sammen for at beskytte menneskerettighederne mod psykiatriske overgreb. Denne kamp fortsætter, indtil psykiatriske overgreb og tvang er bragt til ophør, og rettigheder og værdighed er genoprettet for alle. Hvis du har brug for hjælp eller vil rapportere psykiatriske overgreb, så gå ind på cchr.org. [klokke tikker] HVER DAG BEGYNDER 8.291 AT TAGE STOFFER [våbenskud] 44.016 ER OFRE FOR VOLDSFORBRYDELSER 175.892 ER FØDT IND I FATTIGDOM men OVER HELE VERDEN findes en HUMANITÆR STYRKE DER FORENER ARBEJDER HJÆLPER MED at FORBEDRE SAMFUND FOR AT GØRE en FORSKEL HVER DAG STYRKER DE 36.832 med VÆRDIER BASERET PÅ SUND FORNUFT HVER DAG INTRODUCERER DE 44.631 til de FUNDAMENTALE MENNESKERETTIGHEDER, VI ALLE DELER HVER DAG NÅR DE 95.026 med SANDHEDEN OM STOFFER de er alle FORBUNDET af HUMANITÆRE PROGRAMMER DER SPONSERES AF SCIENTOLOGY KIRKEN de vil måske ALDRIG MØDES men de ARBEJDER SAMMEN for at gøre hver ENESTE DAG til endnu en MULIGHED for at FORANDRE VERDEN vores hjælp er din [♪ ♪] scientology.dk VÆR PARAT MENNESKEMÆNGDE: Tre, to, en! TIL AT OPDAGE KVINDE: Jeg tror, nysgerrigheden opbygges naturligt. UFORFÆRDET STØRRE RELIGION KVINDE: Hvad er Scientology egentlig? INDEN FOR I SCIENTOLOGY MANDAGE 20.00 Nysgerrig? Dette er NETVÆRKET der FORENER der OPLØFTER der INSPIRERER NY SÆSON Mød en Scientologist NY SÆSON DESTINATION: SCIENTOLOGY NY SÆSON STEMMER FOR MENNESKEHEDEN Nysgerrig? da.scientology.tv

Fra -

Kilder/Links Håndbog i psykiatriske diagnoser og statistikker https://www.scientology.tv/series/cchr-documentaries/diagnostic-and-statistical-manual.html